4.000 færre boliger at vælge imellem

257
Nybolig - 4000 færre boligere i 17 end 16

Sammenligner man med sidste efterår, er der nu knap 4.000 færre boliger til salg. Dette er godt nyt for boligsælgere, men kan blive udfordrende for købere og mæglere, vurderer Nybolig.

Er man på boligjagt, kan det godt blive en større udfordring, end hvis man havde jagtet bolig for et år siden. Der er nemlig, sammenlignet med samme tid sidste år, godt 4.000 færre salgsopstillinger at kigge på i ejendomsmæglernes vinduer, når det gælder ejerlejligheder, parcelhuse, rækkehuse og fritidshuse. Det viser nye tal fra Finans Danmark, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.

Dette er skidt nyt for mæglere og købere. Til gengæld er det godt nyt for boligsælgere.

– Selvom det går rigtig godt med boligsalget i det meste af landet, er det klart, at man som ejendomsmægler er mægtig interesseret i at få flere varer på hylderne, så man får omsætning. For når købelysten er så stor, som den er i øjeblikket, er det jo uundgåeligt, at der bliver mindre at sælge, når boligejerne samtidig er tilbageholdende med at sætte deres boliger til salg, udtaler vurderingskonsulent fra Nybolig Frederiksberg, Jesper Hufeldt.

Folk har moderniseret og udvidet deres boliger

En af årsagerne til, at der ikke kommer flere boliger til salg, kan blandt andet være, at mange boligejere de seneste par år har valgt at modernisere eller udvide deres bolig. Behovet for at rykke i noget nyere og større er dermed, for manges vedkommende, ikke opstået.

– Mange boligejere har oplevet øget friværdi, som de har kunne bruge til at udvide eller modernisere deres bolig i stedet for at købe nyt. Samtidig oplever byggeriet mangel på håndværkere, plus at hovedstaden har svært ved at bygge boliger nok i forhold til den hastige befolkningstilvækst. Alt i alt en cocktail af faktorer, som gør, at udbuddet falder, siger Jesper Hufeldt, der påpeger, at det lave udbud også kan have en stressende effekt på boligkøberne, som risikerer, at boliger bliver solgt for næsen af dem.

I oktober 2016 var der i alt 55.806 boliger til salg, mens der i år samme måned blot er 52.586 boliger til salg. Man mærker ikke presset lige meget i hele landet, men i de områder, hvor der er allermest kamp om boligerne, kan forskellen mellem i år og sidste år tydeligt mærkes for både mæglere, købere og sælgere. 

 

Nybolig - Antal boliger til salg