Iværksættere: Anders & Jonathan fra Mackabler.dk

Hvem er I og hvad er baggrunden for jeres iværksætteri?

Jeg hedder Anders og startede som iværksætter i 08. Siden da har jeg lavet meget, men endte som webshop ejer med Mackabler.dk.
Jeg er kun iværksætter, fordi jeg hader, når andre fortæller mig, hvad jeg skal gøre.

Jeg hedder Jonathan og har været selvstændig siden 2012, hvor jeg begyndte at lave hjemmesider, men endte et år efter med at stifte Mackabler.dk. Min motivation bag iværksætteri er den frihed man har. Det er meget muligt, at jeg arbejder mange flere timer end de fleste, men til gengæld kan jeg også tage ferie lige når jeg vil eller prioritere de ting jeg synes der giver bedst mening. Den frihed til at bestemme selv og arbejde med det man elsker.

Jeg kan se, at I begge har været aktive iværksættere helt fra gymnasietiden – har I hele tiden vidst, det var den vej I ville gå og har I kunne hente støtte hjemmefra?

Anders: Jeg har hele tiden ville arbejde for mig selv – lige fra første firma var det først drømmen at leve af det og efter det at have ansatte o.s.v. Ambitionerne bliver ved med at blive sat op.
Jeg er fra et normalt middelklasse hjem, så jeg har ikke haft nogen særlige forudsætninger, men heller ingen forhindringer.

Jonathan: Jeg tror det inderst inde har ligget til mig at være selvstændig. Jeg har derhjemme altid være den, der tog mig af aftensmaden, arrangerede ferie m.m. Min mor har flere gange været selvstændig, men ligesom Anders kommer jeg fra en normal middelklasse og har derfor heller ikke haft nogen særlige forudsætninger. Men der har altid været opbakning hjemmefra til, at jeg kan gøre, hvad jeg vil og sådan har min opvækst altid været.

Ligger der en relevant uddannelsesbaggrund bag jer eller er det hele “learning by doing”? 

Anders: Jeg er uddannet multimedie designer, men det har ikke noget med mit arbejde at gøre. Det var dog en meget sjov uddannelse med rigeligt af tid til at have virksomhederne ved siden af. Det meste jeg kan er selvlært.

Jonathan: Jeg er uddannet Web Developer og den del har været yderst relevant for mig, da jeg sidder med optimering af vores site og bygger nye systemer. Derudover er jeg også, ligesom Anders, multimediedesigner, som har givet mig baggrunden for at kunne stå for det grafiske på siden. Men dette er jo selvfølgelig blot en meget lille del af at drive en webshop, og alle de andre elementer i det, er noget vi selv har lært, især igennem vores netværk.

I har begge haft mange forskellige projekter i gang. Hvordan finder I inspiration?

Anders: De gange jeg er gået i gang med noget, er det fordi jeg har opdaget et problem og forsøgt at løse det så godt jeg kunne. Derefter opdagede jeg ud af, at der måske kunne være en forretning bag. Jeg tog fejl mange gange, men det er også en del af rejsen.

Jonathan: Jeg tror ofte, at det skyldes, at man forsøger at løse et problem. I vores tilfælde med Mackabler, synes vi der simpelthen manglede nogle, der vidste hvad de solgte og som ikke solgte det til overpriser.

 

I andre tilfælde, finder man ud af, at andre måske ikke har behov for det produkt eller den service man leverer og så går man videre med et andet projekt. Det handler hele tiden om at blive bedre og lære af sine fejl, så dette er en helt naturlig del af at være iværksætter.

Hvordan fik I idéen til Mackabler.dk?

Anders: Vi havde længe købt kabler i Kina i stedet for i Danmark, og tænkte, at vi kunne gøre det bedre end de andre – særligt fordi ingen af de andre forhandlere forklarede særligt meget eller hjalp særligt meget.

Jonathan: Vi benyttede begge to Apple produkter og vi havde tit selv købt kabler fra eBay og lignende. På daværende tidspunkt var Humac nok det tætteste du kom på en Apple ekspert, men ofte oplevede vi, at de tog fejl og gav forkert rådgivning og derudover er priserne alt for høje. Vi vidste derfor, at vi kunne gøre det bedre – og med vores mange års kendskab til Apples produkter kunne vi også rådgive kunderne korrekt. Både med hensyn til de gamle Apple produkter, men også nye.

Hvordan har det været at starte en virksomhed som et kærestepar – er der nogle fordele og ulemper ved præcis denne konstellation?

Jonathan: Der er selvfølgelig fordele og ulemper ved det hele. Fordelen her er, at vi kender hinanden utrolig godt,og vi komplimenterer også hinanden rigtig fint. Jeg er fx kode og designnørd, mens dette ikke er Anders’ stærke side. Derimod ved Anders utrolig meget om produkterne og marketing. En af ulemperne er, at man går op ad hinanden 24/7 og at det til tider kan være svært at skille arbejdslivet fra privatlivet. Det er noget vi, stadig den dag i dag, skal blive bedre til at gøre.

Jeg har fået fortalt, at I selv får produceret nogle af jeres kabler i Kina, som faktisk er godkendte af Apple. Hvordan greb I denne proces an og hvad gør I for at kvalitetssikre jeres produkter?

Anders: Vi fandt en agent, som tog kontakt til en fabrik, der i forvejen havde de certifikater, som skal til. Derefter kunne vi designe og lave dem som vi ville. Dette er den sikre vej, men man kan sikkert gøre det noget billigere uden et mellemled.

Jonathan: Vi har nu haft kabler i hænderne i over 5 år, og derfor ved vi, hvordan de skal føles og hvordan vi stresstester dem. Der er nogle specielle ting, man skal kigge efter og vi tester også altid kablerne inden vi sender dem ud. Den fabrik vi bruger i dag har også været meget stabil og leveret præcis det vi har ønsket. Det er nok en af fordelene ved, at man bruger en certificeret fabrik.

Hvilke kanaler (online og offline) er de vigtigste for jer og hvilke vil I anbefale, at man prioriterer ved et start up?

Anders: For os er kundeservice og mund-til-mund markedsføring meget vigtig. Det er denne vej, vi kan blive ved med at udvide som vi gør.

Har I nogle idéer/projekter, som aldrig blev til noget, men som I stadig ærger jer gule og grønne over?

Fælles enighed: Ja, mange!

Jonathan: Jeg tror, at man som ejer af en virksomhed altid har utrolig mange idéer. Det kan være store og små. Alt fra nye produkter, nye lande eller nye funktioner på siden. Det er ofte kunderne, der bestemmer og hvis det ikke er noget som falder i deres smag, så bliver man nødt til at gå andre veje, selvom man ikke altid er enig.

 

Mackabler er efterhånden repræsenteret i flere forskellige lande. Hvordan har I båret jer ad med at etablere jer internationalt  og har der været nogle udfordringer undervejs?

Anders: Ja, der er masser af udfordringer og de bliver ved med at komme. Vi har stadig rigtigt travlt med at gøre de andre lande til gode forretninger, hvilket i den grad er svært. Danmark var også et meget fyldt marked, da vi startede her. Konkurrencesituationen er kun blevet værre og det samme ser vi i andre lande. 

Jonathan: Det er vigtigt at forstå, at selvom vi ser Skandinavien som værende meget ens, er der stadig store kulturelle forskelle. Derfor kan det være vigtigt at have en med på holdet som også kender til de forskelle.

I har begge stor erfaring indenfor E-handel. Har I nogle gode råd til andre, som gerne vil samme vej?

Anders: Prøv noget af og læs Lean, så er du 3 år foran dem, der starter sammen med dig. Sørg også for at vælge et marked med lidt konkurrence i stedet for et med ekstrem konkurrence som vi gjorde.

Jonathan: Rigtig mange, som starter i dag, vælger desværre et produkt som de har set andre sælge eller som trender meget. Det er virkelig at skyde sig selv i foden. 
Man skal ikke gå begynde på noget med mindre at konkurrencen er lav eller fordi man kan gøre det bedre end andre.
Kig på, hvad andre gør godt og implementér det i din shop, uden direkte at kopiere selvfølgelig. Kundeservice er også noget man bør prioriterer meget.

Hvor tror I, at I befinder jer om 5 år? Har I videreudviklet Mackabler eller er I i gang med helt nye projekter?

Anders: Vi bygger hele tiden videre på Mackabler, så det bliver bedre og bedre, og jeg håber da, at jeg arbejder med samme virksomhed om 5 år. Vi har dog haft flere som er interesseret i at købe dele eller hele virksomheden, så det kan let være vi begge er videre om 5 år.

Jonathan: I dag er vi begge utrolig glade for Mackabler og vi har rigtig mange idéer som vi stadig vil implementere i shoppen, så vi er på ingen måder færdige med Mackabler.dk. Jeg håber, at vi om 5 år stadig  arbejder med det samme. Men som Anders skriver, så kan det ske, at vi begge er videre om 5 år, hvis nogle af de interesserede bider til.