Iværksætter: Rune Mai fra budget-appen Spiir

Fortæl lidt om dig selv

Mit navn er Rune Mai. Jeg er 42 år og bor med min kæreste og vores 3 børn i Odense. Jeg har læst Informationsvidenskab på Aarhus Universitet og har været udviklingschef hos Ebay/Dba.dk. Jeg fik ideerne til Spiir, da jeg selv sad og lavede budget og ikke kunne forstå, hvorfor mit budget for brændstof altid ramte ved siden. Jeg trak data ud af banken og lavede mine egne regler i Excel og vupti pludselig så jeg en kurve over mit brændstofforbrug. Det var skelsættende for mig at opdage at information og viden lå lige foran næserne på os alle. Det var i 2009 og jeg besluttede det skulle blive til en service som alle danskere kunne få gavn af.

Du har prøvet lidt forskelligt arbejdsmæssigt, før du blev selvstændig med Spiir. Hvad var den største overraskelse du fik som nystartet iværksætter?

Hvor nemt det i virkeligheden er at springe ud i iværksætter-livet. Pengene betyder ingenting. Det tror alle. Jeg gik fra at få omkring 80.000 i måneden til at få 30.000 og jeg kunne blive i samme hus, køre i samme bil og leve på stort set samme måde. Købte meget mindre nyt tøj, drak ikke dyre vine men i det store hele havde jeg det fint. Alle fortjener at prøve kræfter med at få en ide til at blive virkelighed. Det er så meningsgivende.

Hvad er idéen bag Spiir og din motivation for projektet?

I en verden hvor informationsmængden eksploderer og økonomien er blevet gradvist mere og mere virtuel er der behov for værktøjer, der kan skabe overblik, synlighed og viden omkring penge. Det gør Spiir. Ideen er, at vi gør det for alle unge og at det er gratis, så alle har lige mulighed for at få den viden om sig selv, der skal til for, at man kan leve det liv, som man drømmer om – og fortjener.

Ingen ser ud til at hjælpe unge. De fleste har travlt med at pege fingre og dømme dem for deres mangel på forståelse for penge og optagelsen af forbrugslån. Der er gratis gældsrådgivning, når det er gået galt, men ingen som støtter op omkring deres liv her og nu. Det gør Spiir. Målet er at lave værktøjer, som automatiserer alt omkring penge, så den unge bliver informeret og og beslutningsdygtig i eget liv.

Spiir er 7 år gammel og der er efterhånden kommet flere spillere på markedet. Hvad gør I for at udvikle jer?

Vi holder hele tiden øje med markedet. Vi har udviklet en snitflade til alle banker i Norden, som gør det muligt for vores brugere at få data automatisk hentet ind i Spiir og inddelt i forbrugskategorier. Her er vi de eneste, der kan det i hele Norden. Vi lavede en rekalibrering af vores strategi for 2 år siden, hvor vi valgte at fokusere på unge og bygge en app, som har en personlig assistent til din økonomi. I dag har mange banker forbrugsoverblik, men det er en ”død” oplevelse, som kun kigger bagud i dit liv – på det der er sket. Spiirs nye app er proaktiv og fortæller dig om det liv du lever. Den beregner, hvordan du bruger penge og forudsiger din fremtid.

Jeres app er målrettet mod de 16-30 årige forbrugere. Hvordan kan de unge lære om økonomi via appen?

Hold styr på din økonomi ved at sætte forbrugsmål i Spiir-appen.

De lærer om sin egen økonomi ved, at appen fortæller historien om dem selv på en sjov og engagerende måde, fx quizzer den dig i dit eget forbrug.

Den giver også et billede af, hvor du er på vej hen og snart kalkulerer den for dig, hvad du kan bruge nu og her uden at sætte evnen til at betale regninger over styr. Så bliver det næsten ikke nemmere.

Mekanismen bag Spiir er, at assistenten løbende lægger beskeder til dig i form af små simple grafiske kort med informationer på. Hvert kort fungerer som et lille nudge i retningen af økonomisk bevidsthed og efter få ugers brug af Spiir har den unge typisk et super godt billede af sit eget penge-flow. At man så også kan få besparelser på regninger og belønninger for det liv man lever er, i den sammenhæng, en kærkommen bonus.

I kan læse mere om Spiir og hente appen her

I sidder inde med rimelig dyrebare data om danskernes privatøkonomi. Det må kræve en del tilladelser – hvilken én har været sværest at få?

Den sværeste tilladelse er brugerens accept og tillid. Vi fungerer som en forbrugerrettet organisation, hvis formål er at hjælpe forbrugere i det digitale rum. Vi opererer ekstremt transparent og i kontakt med vores brugere, fordi vores vigtigste værdi er tillid. Hvis du skal sætte et program til at kende din økonomi, så skal du stole på, at du er i kontrol over dine egne data. Det er man 100% i Spiir. Vi beskytter brugerens individuelle data og udleverer dem aldrig. Vi laver anonym statistik opsummeret på kategorier, som anvendes til fx belønninger.

Spiir-budgettet er gratis at oprette både online og på mobilen, så hvordan er det lige, at I tjener penge på projektet?

Vi skal tjene vores penge ved at koble forbrugere med erhvervsdrivende på en god og relevant måde for forbrugeren. Når vi skaffer besparelser, så tager vi et honorar for det hos den erhvervsdrivende. Det lever vi af.

Hvad er din største succesoplevelse som iværksætter?

Mit team. Hver og en på Spiir holder gør mig stolt. Jeg har samlet et kick-ass team, som arbejder selvstændigt og energisk på at gøre Spiir til alle unges pengeplatform.

Derudover: At vide at min virksomhed gør en forskel. Jeg tror på, at teknologi kan bidrage til at øge velstand og livskvalitet i samfundet. Når en bruger skriver til os, at vi gør en kæmpe forskel, så ved jeg, vi er på rette kurs.

Hvor ser du dig selv om 5 år? Kunne du forestille dig at vende tilbage til et “normalt” 9-17 job igen?

Nej det kan jeg ikke forestille mig. En del af at gå min egen vej er at få lov til at genopfinde verden. At komme ind i en stor virksomhed vil være som at vade ind i fortiden eller i en verden som nogen har opfundet for mig.

Verden er mangfoldig og vi skal alle bidrage for, at den udvikler sig. Det kan man gøre i en stor virksomhed, men min personlige vinkel er, at jeg nemmere kan bidrage i en lille virksomhed med flad struktur og selvbestemmelse bygget ind i alle roller. Jeg er ikke en founder eller CEO, som har behov for at kontrollere eller administrere mine medarbejdere, men jeg har et kæmpe behov for, at vi alle træffer intelligente beslutninger og udfordrer dem igen og igen.

Med dine 7 år på bagen som CEO i egen virksomhed, må du have nogle gode råd til andre som spirende iværksættere?

Hold dig selv motiveret for din grundidé, fordi du kommer til at kæmpe for den – specielt når du involverer andre med andre interesser end dem som din idé er baseret på.

Vær ikke bange for at starte selv. Kan du mærke gejsten, så er grundlaget på plads for at prøve. Fejler du så er det en vigtig lektion, som bliver din erfaring, når du kører videre med næste ide.