Iværksætter: Nikolaj Andersen fra Vinoli

1078
Iværksætter - Nikolaj Andersen - Vinoli -

Fortæl lidt om dig selv – både dig som menneske og dit iværksætterprojekt

Jeg hedder Nikolaj Andersen og er medstifter af det nystartede Vinoli ApS, som går efter en bid af kagen af det voksende marked for vin på abonnement. Jeg har en baggrund som cand.merc i Organisation & Strategi fra Aalborg Universitet, men valgte denne sommer, som den eneste på mit kandidathold med over 40 medstuderende, at tage skridtet som selvstændig efter 5 år på skolebænken. Vinoli er startet med to andre unge medstuderende, og vi tror  på, at vi kan ændre danskernes måde at handle og drikke vin på. Det skal ske gennem tre forskellige, udvalgte og anmeldte vine, som sammensættes og leveres direkte hjem til vores medlemmer på månedsbasis.

Hertil benyttede vi i opstartsfasen en lokal vinhandler i vores netværk, der med over 45 års erfaring med traditionel vinhandel i høj grad har været medvirkende til at skabe det fundament, som vi i dag står på. Da vi rundede 100 medlemmer i Vinoli, begyndte vi at handle med flere af de største danske vinimportører, som har et bredere sortiment og en større viden. Kvaliteten sikres desuden i endnu højere grad derigennem.

Hvordan opstod idéen til Vinoli?

Idéen opstod under kandidatstudiet, hvor vi startede det hele som et hobbyprojekt ved siden af. Vi stod selv og vidste ikke, hvad vi skulle gå efter – og med et kæmpe marked af vin, som stort set var umuligt at finde hoved og hale i både on- og offline, således synes vi faktisk selv, at det var rart med sådan en box. Her kunne man nemt prøve noget forskellig kvalitetsvin.

Hvilke højdepunkter og afgørende øjeblikke har der været, siden I fik ideen til i dag?

Det første højdepunkt var opstarten, da det var helt nyt for os – vi havde aldrig startet noget før. Herefter blev vinimportørernes store interesse i vores koncept en milepæl. Det helt afgørende øjeblik var dog, da jeg, Nikolaj, gik fuldtid ind i projektet d. 4 september, hvorefter medlemstallet er fordoblet til over 200 den dag i dag.

I siger, at I efterhånden selv anser jer selv som vineksperter – hvilke vine er jeres favoritter? Og hvordan mener I præcist, at vin kan forsøde tilværelsen?

Jeg, Nikolaj, er stadig 25 år efter dem, som vi handler med, men med vinimportørerne i ryggen kan vi helt sikkert anskues som vineksperter på udvælgelsen af vinen, da de er en stor hjælp her. Ellers er jeg så småt ved at være ekspert på de enkelte vine, som vi gennem tiden har sendt ud. Her så vi bl.a. med Mount Hermon Indigo, at vi overraskede mange medlemmer med en overraskende god isralesk (!) smagsoplevelse fra Golanhøjderne i Katzrin. Ud fra medlemmernes feedback bliver tilværelsen i hvert fald også forsødet max med en VINBOX fra Vinoli – livet er for kort til dårlig vin, og de hygger sig alle rigtig meget med vore dertilhørende vinguide, som altid følger med 😉

Hvordan adskiller I jer fra jeres konkurrenter?

Den danske vinbranche har altid og gør fortsat meget i volumen og den enkelte flaske. Her søges altid mod flere køb af den enkelte flaske for at gøre et godt køb. Det er netop det, der har skabt hullet i markedet for os, da vi udelukkende fokuserer på forskelligheden og kvaliteten, hvor de tre forskellige vine ikke kan findes billigere i markedet, hvis du skal ud og have en af hver. Vi slår os generelt på unik kvalitetsvin, som ikke står på supermarkedernes hylder, markedets billigste pris på de tre flasker samt gratis fragt. Herigennem sparer medlemmerne tid og penge på kvalitetsvin.

Har I haft nogen skøre oplevelser med Vinoli? Sagt på en anden måde: Har I en god røverhistorie fra jeres tid som iværksættere?

Det var mest i starten, hvor vi lagde ud med en masse “iværksætterfejl”. Det bedste eksempel var en hjemmeside, som egentlig var rigtig flot, men hvor man ikke kunne betale (!) Rigtig god start der 😛

Hvad er det bedste råd, I har fået som iværksættere?

På trods af en så stor fejl som en ukampdygtig hjemmeside, så er vores bedste råd noget så clichéagtigt som blot: “at springe ud i det”. Hvis vi ikke var sprunget ud i det, var vi aldrig kommet til den dag i dag, hvor vi har en helt igennem godkendt hjemmeside og oplever vækst på baggrund af erfaring fra tidligere tiders fejl. Vi havde ingen erfaring med at være iværksætter, hvorfor man starter fra scratch og blot lærer og gør sit bedste på rejsen – så skal man nok ende, hvor man har fortjent.

Hvordan skal man markedsføre sig, hvis man vil have succes med at sælge vin på jeres måde?

Facebook er gået hen og blevet et rigtig godt værktøj for os, da vi når ud til rigtig mange for billige markedsføringskroner. Det er dog et svært marked at komme ind på, fordi mange har været vant til at komme hos supermarkedet eller den lokale vinhandler for at købe vin. Vi har derfor mærket en kæmpe effekt af at vise vores eget ansigt på vinsmagninger og vinfestivaler rundt omkring i landet, hvor folk ikke lige har set et koncept som vores før – og med vin virker det bare rigtig godt at handle med mennesker ansigt til ansigt.

Hvad bringer fremtiden for Vinoli?

En af vores helt store delmål er at nå de 1.000 medlemmer. Det ville være en kæmpe milepæl for os, da det herfra bliver meget sjovere både for os og for forbrugerne, da det åbner mange muligheder. Derudover ser vi en stor dag i den dag, hvor vi selv begynder at lege med importen af vinen selv eller med en in-house.