Modeverdenen skal blive mere klimavenlig og bæredygtig

311

Gennem årene er der blevet produceret mere og mere tøj, fordi velstanden på verdensplan generelt er vokset. Og en rapport fra Global Fashion Agend og The Boston Consulting Group viser at forbrug af tøj og sko forventes at stige mere end 63% indtil 2030, og det går ud over klimaet. Der er brug for, at flere virksomheder tænker i bæredygtige løsninger– vi ser her på nogle af dem. 

Hvad dikterer moden næste sæson? Noget bæredygtigt. Måske vil vi som forbrugere have smart tøj i sidste skrig, men vi vil i lige så høj grad have bæredygtigt tøj, som er fremstillet under ordentlige forhold. En undersøgelse lavet af Forbrugerbladet Tænk i 2016 viste, at 6 ud af 10 adspurgte borgere, som repræsenterede et bredt udsnit af befolkningen, gerne ville have mere bæredygtigt produceret tøj og at 56 procent gerne vil betale mere for det.

Foto: engelbert strauss

Transparens i modebranchen

En af fremtidens forventninger til modebranchens virksomheder er mere bæredygtighed og transparens omkring det. Det er især de yngre forbrugere, som stiller større krav til, at virksomhederne lever op til deres sociale ansvar. Og her spiller teknologien, som inden for stort set alle andre brancher, en kæmpe rolle. For eksempel lancerede en australsk virksomhed appen Good on You, som rangerer over 2.000 forskellige modebrands på kriterier som dyrevelfærd, arbejdsforhold og miljø. Oplysningerne stammer fra virksomhedernes egne offentlige opgørelser og certificeringer, hvilket betyder at virksomheden scorer dårligt, hvis de ikke er transparente om deres bæredygtighedspolitik- og initiativer.

For at bidrage til transparens kan virksomhederne for eksempel dedikere sider, hvor de beskriver deres CSR politik. Virksomheden engelbert strauss, der sælger workwear som blandt andet veste og arbejdsjakker, udgiver for eksempel en årlig social rapport, hvor de beskriver deres arbejde med bæredygtighed. De arbejder med klimaneutral pakkeservice, vedvarende energikilder til deres bygninger samt forbedring af arbejdsbetingelserne i tekstilindustrien. En anden modevirksomhed, der er transparent omkring sin CSR-politik er Mads Nørgaard, som producerer modetøj. De har også dedikeret en side på deres hjemmeside, hvor de blandt andet beskriver deres deltagelse i FNs internationale initiativ, Global Compact, som definerer grundlaget for ansvarlig tekstilproduktion .

Foto: engelbert strauss

Mere genbrug

Der er også brug for, at virksomhederne satser mere på genbrug. Ikke nødvendigvis som gensalg af tøjet, men hvor man genbruger fibrene i tøjet til at genskabe ny mode. For som modevirksomheden Bestsellers chef for bæredygtighed udtalte til Politiken i 2017 er bæredygtighed og mode to modstridende ord. Af samme grund satser nogle af de største virksomheder allerede på genbrug af tøjfibre. En af de mest kendte er nok den svenske modegigant H&M. Siden 2013 har kunderne kunnet aflevere deres brugte tøj i butikkerne mod at få udleveret en rabatkupon til næste køb. Det er virksomhedens mål at al bomuld skal komme fra bæredygtige kilder i 2020 mod de 26% af den samlede produktion, der i dag kommer fra bæredygtige genbrugsstoffer. Ifølge Politiken har de vedtaget at de vil have en 100 procent cirkulær produktion.

Selvom der måske er et stykke vej endnu, er modehusene efterhånden ved at indse, at det er nødvendigt at forretningsgrundlaget hviler på bæredygtige principper.