Olie-direktør ser lys for enden

470
Rambøll - Olie og Gas

Direktøren hos Rambøll Olie & Gas ser allerede lyst på fremtiden, efter et år hvor de er kommet godt fra land.

Rambøll Olie & Gas er en af Esbjergs største underleverandører til gas- og olieindustrien. De har som alle andre virksomheder i byens oliebranche haft to hårde år, hvor de hvert år har haft en omsætningsnedgang på cirka 25 % og nedlæggelser af mere end 100 arbejdspladser. Virksomheden har haft en god start på 2017, så derfor tror de på en lys fremtid.

Sådan lyder det fra adm. dirketør i Rambøll Olie & Gas, John Sørensen, til netmediet Shippingwatch. Han fortsætter med:

“Det har været en hård proces, men nu håber vi, at bunden er nået. Vi forventer ikke en yderligere reduktion i vores stab af medarbejdere. Vi har foretaget de tiltag, vi mener er nødvendige, og i forhold til beskæftigelsen er vi kommet fornuftigt fra start i år med nye opgaver. Samtidig er nogle projekter, der har været sat på hold, blevet genstartet. Så vi er relativt fortrøstningsfulde for 2017.”

Han kommer med disse udtalelser i sammenhæng med udgivelsen af Rambøll gruppens samlede resultat, som viser et overskud på driften på 602 millioner danske kroner i 216. Dette er det bedste driftsresultat i Rambølls historie. Rambøll har dog måtte tilpasse deres forretning og dermed reducere antallet af ansatte fra 1.000 til cirka 600, indenfor de globale gas- og olieaktiviteter.

Projekter bliver genstartet

John Sørensen påpeger dog, at flere udefrakommende forhold kan afgøre, hvordan fremtiden vil se ud for virksomheden.

“Oliepriserne er selvfølgelig en vigtig faktor, men også hvad der sker i forhold til de danske olieselskaber Maersk Energy og Dong, og selvfølgelig også hele beslutningsgrundlaget for Tyra-feltet.”

Lyder det fra John Sørensen, som i øvrigt mener, at de mere stabile oliepriser den seneste tid, vil genstarte projekter, som ellers har været sat på hold.

“Jeg tror, der er ved at indfinde sig en ny balance, hvor olieselskaber begynder at regne lidt anderledes i forhold til den aktuelle oliepris. Det kommer også til udtryk i, at projekter, der har været sat på hold, genstartes, og det gælder både i Nordsøen, i Mellemøsten og andre steder.”