Alt, du skal vide om podcasts

12750
Danske podcast - Top 50 - Guide: Sådan laver du din egen podcast

I denne artikel får du alle de informationer om podcasts, som du kunne have brug for. Jeg giver dig en fin oversigt over de 50 mest populære danske podcasts, og jeg giver dig en fyldestgørende guide til, hvordan du laver din egen podcast.

Hop til: De 50 bedste danske podcasts

Hop til: Sådan laver du din egen podcast

Hvilke danske podcasts hitter?

Der har været stor vækst i både podcast-forbrugere og -skabere i løbet af de seneste år, og det ser ud til, at denne vækst fortsætter. Dette skyldes sandsynligvis, at enhver efterhånden kan lave sin egen podcast. Det kræver ikke det store budget, og hvis man har tilpas med tålmodighed, får man også lavet et feed, så ens podcast udkommer på iTunes, Tunein, og hvad podcast-tjenesterne ellers hedder.

Senere i indlægget kan du læse en grundig guide, der blandt andet gennemgår, hvordan du laver et feed. Inden vi når så langt, får du dog herunder en liste med de 50 mest populære danske podcasts samt en kort beskrivelse af hver af disse. Så hvis du mangler inspiration til, hvilke podcasts du bør høre, er du kommet til det helt rette sted. 

De 50 bedste danske podcasts

 

Hvad så?! Med Christian Fuhlendorff I denne podcast går komiker og tv-vært Christian Fuhlendorff en tur med et menneske, som han på den ene eller anden måde beundrer. Han siger selv, at ham og den anden medvirkende blot har en helt almindelig menneskelig samtale. Der jagtes ingen grin. I stedet jagtes svar på følgende spørgsmål: Hvem er mennesket? Hvor kommer mennesket fra? Hvordan er mennesket noget dertil, hvor mennesket er i dag?
Mads & Monopolet – podcast Der findes vel efterhånden ikke mange, der ikke kender Mads & Monopolet? Et radioprogram, der har eksisteret i over ti år, hvor et panel af gæster har forsøgt at løse sjove, svære og/eller tunge dilemmaer for danskerne. Det er et ekstremt populært radioprogram og en lige så populær podcast, hvori man slipper for al musikken og kun præsenteres for dilemmaerne og diskussionerne, de afføder.
Religionshistorie med Anders Kristensen Der er tale om en populærvidenskabelig podcast, som behandler både små og store begivenheder samt fortællinger fra religionshistorien. I podcasten berøres alt fra oldkirken og det antikke Grækenland, til moderne kulte og nye religioner.
Third Ear x Politiken En af de podcasts, som Politiken står bag. Hvis man kan lide dokumentarisk historiefortælling af allerhøjeste kvalitet, vil man elske ‘Third Ear x Politiken’.
Tændt med Satie Espersen En podcast om sex, lidenskab og lyst. Tændt har et videnskabeligt fokus på nutidens seksuelle tendenser. Der fokuseres på krop, køn og kærlighed.
Farmænd med Jasper Ritz og Martin Høgsted Komikerne Jasper Ritz og Martin Høgsted vender fokus indad og taler om deres liv som fædre i podcasten ‘Farmænd’. Jasper Ritz er fraskilt og har en datter på fire, som han ser hver anden uge. Martin Høgsted bor sammen med sin kæreste og søn på 2,5 år på Østerbro. Det plejer at være underholdende, lærerigt og eftertænktsomt, når Ritz og Høgsted vender livet som far foran mikrofonerne.
Jeg er mobilafhængig med Thomas Skov Vores mobiltelefoner er vores kæreste eje. Vi har hele vores liv i disse. Venner, kalender, nøgenbilleder og gode ideer kan findes på vores mobiltelefoner. Mobilen er smart, men også en tidsrøver, og alt for ofte sidder man og spilder tiden, når man sidder og stirrer ned i skærmen. TV- og radiovært Thomas Skov mærkede selv, hvordan afhængigheden tog over, og han valgte derfor at gå i afvænning hos en specialist. I denne podcast kan du følge, hvordan Thomas Skovs forsøg på at fri sig fra sin mobilafhængig gik.  
Brunch med Carla Mickelborg Carla Mickelborg er tv-vært, skuespiller og YouTuber. Du har måske set hende i en af de nye Min Søsters Børn-film eller i UPS! Det er live. Hun er også podcast-vært, og i Brunch med Carla Mickelborg kan du høre hende behandle en række dybere problemstillinger.  
Noget om Emma med Sigurd Hartkorn Plaetner Kan du lide en god fortælling? Så vil du elske denne podcast. I denne kan du høre en fortælling om forelskelse og det at miste.
Binge med Frederik og Kasper Er du serie-nørd? Så bør du høre Binge med Frederik og Kasper. De nørder serier med ekstratykke briller. De dykker ned i de nyeste serier og følger disse intenst fra start til slut. Hvis du mangler inspiration til, hvad du skal se på streaming-tjenesterne, kan du uden tvivl finde denne i Binge.
Videnskab.dk Her får du forskningsnyheder samt andet indhold, der tager afsæt i videnskabens verden. Podcasten er lavet af videnskab.dk, der, ud over at podcaste, også skriver en masse om ny og spændende forskning.
Anders & Anders med Anders Breinholt og Anders Lund Madsen De var et flagskib på P3, da de sammen var De sorte spejdere, et af P3’s mest populære programmer nogensinde. Dengang var det sort, skørt, perverst, barnligt og hamrende morsomt, og denne beskrivelse passer også fint på Anders & Anders. Tilsammen kan de to noget, som meget få kan. Anders & Anders er en af Danmarks mest populære podcasts og dette med god grund.
Equinox 1985 En intens og spændende radiofonisk fortælling, der tager afsæt i, at en hel studentervogn forsvandt en sommerdag i 1985. Fortællingen begynder 32 år efter denne hændelse, og er en solid blanding af horror og drama.
Third Ear Third Ear beskriver sig selv som et digitalt magasin, der fortæller historier med ord, lyd og billeder. Bag Third Ear er Tim Hinman og Krister Moltzen.
Meget mere Matador Matador blev første gang sendt i perioden 1978-1981. Selvom tv-serien har mange år på bagen, formår den stadigvæk at underholde og fascinere. I Meget mere Matador nørdes tv-serien til bunds af Cecilie Nielsen og forskellige gæster, der alle holder meget af Matador.
Hjernekassen på P1 Et program med Peter Lund Madsen, der hver uge får selskab af en ny gæst, der deler ud af sin store viden om eksempelvis diskodans, sindssygdomme og raketter. Underholdende og informativt.
Man kan aldrig vide I denne podcast kommer dokumentaristen Morten Narvedsen på sporet af en mystisk mand, der bærer navnet Mads Andersen. Dette er dog ikke hans rigtige navn. Mads Andersen har nemlig bedraget et utal af mennesker de seneste år. Mød nogle af dem i denne podcast, og hør, hvordan “Mads Andersen” har snydt dem.
Nærradiofonien Mads Steffensen og Jacob Riising kører Danmark rundt med en campingvogn. I denne campingvogn er der et mobilt radiostudie, hvorfra de to værter sender to dages ultralokal radio. Kan du lide gode, rørende og overraskende lokalhistorier, så vil du elske Nærradiofonien.  
Mit livs sexferie Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der står bag Den Korte Radioavis, udkom i sommeren 2017 med Mit livs sexferie. Frederik Cilius spiller, ligesom i Den Korte Radioavis, seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Det er skarpt, satirisk og hamrende originalt.
Dobbeltmordet I 1948 blev et ægtepar myrdet i deres lejlighed på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Et mord, der var omgivet af meget mystik. Der var utallige mystiske spor, blandt andet en stok på hvert lig. Sagen er danmarkshistoriens største uopklarede mordgåde. I Dobbeltmordet samles alle teorier om mordgåden. Måske kan vi i fællesskab løse denne tilsyneladende uløselige mordgåde?
Millionærklubben I denne podcast kan du høre Pernille Enggaard, Bodil Gantzel, Lau Svenssen og Lars Persson tale om alt fra fremtidens biler til aktiemarkedet.
Det, vi taler om Folkene bag programmet betegner selv dette som værende Danmarks bedste sladdermagasin. De graver i ugens store skandaler og overraskelser. Emnemæssigt spænder podcasten bredt. De taler både om, hvad der foregår på Christiansborg, i tv-branchen og i kendisverdenen.
Den Korte Radioavis Ikonisk radioprogram, der har høstet stor anerkendelse fra både lægmand og fagfolk. Bag programmet står satirikerne Rasmus Bruun og og Frederik Cilius. Ønsker man et alternativt nyhedsbillede, der måske endda er endnu mere sandfærdigt og ærligt, end det man præsenteres for i TV-Avisen og TV 2 Nyhederne, så skal man lytte til Den Korte Radioavis.
24syv Dokumentar Episoder i denne podcast er resultatet af ugens samlede ‘Råbånd’. Der er tale om syv råbånd, der er klippet sammen til en helstøbt dokumentar. Tilrettelægger og tovholder på konceptet er Kim G. Hansen.
Brinkmann på P1 I denne podcast kan du høre psykologiprofessor Svend Brinkmann kaste et kritisk blik på den teknologiske udviklings konsekvenser for os som mennesker. I programserien møder han forskellige forskere, som også giver deres syn på, hvordan videnskabens landvindinger påvirker os mennesker på godt og ondt.
Moderne Ideer Moderne Ideer, der er produceret af Dagbladet Information, leverer svar på vor tids største udfordringer som mennesker.
Kongerækken Historiker Hans Erik Havsteen og journalist Anders Olling genfortæller hele danmarkshistorien med afsæt i de enkelte regenter.   
Klog på sprog Adrian Hughes er vært for denne podcast, hvor to gæster giver prøver på deres sproglige beredskab og viden. Hvis du er sprognørd og gerne vil blive endnu klogere på sprog, er denne podcast fremragende.
Jeg er nøgen I denne podcast er der fokus på kroppen og menneskets forhold til denne. Adam Holm og Alberte Meldal taler med fremtrædende mænd og kvinder om vægt, alder, sygdom, kroppen og mange andre ting.
Supermodel I denne podcast kan du få et ærligt indblik i modelbranchens uglamourøse bagside. Modelverdenen kan på overfladen se yderst tiltalende og spændende ud. Denne podcast dykker dog dybere ned og viser, at alt ikke er så fantastisk, som det på overfladen ser ud til at være.
24 Spørgsmål til Professoren Kan du lide videnskabsjournalistik, der er udfordrende, underholdende og nuanceret? Så kan du med garanti også lide 24 Spørgsmål til Professoren, hvor Lone Frank har dybe samtaler med nogle af landets førende forskere.
Bæltestedet Simon Jul & Jan Elhøj er et umage makkerpar inden for dansk komik. For utallige år siden lavede de Banjos Likørstue. Dette blev efterfulgt af andre satireprogrammer, hvorefter de havde et par år, hvor de var adskilt. Nu er de atter samlet og har været det noget tid med radioprogrammet Bæltestedet. Det er underholdende, og interessant, når Simon og Jan diskuterer, hvad der finder sted i verdenen lige nu.
Huxi og det Gode Gamle Folketing Hvis man er politisk interesseret, er Huxi og det Gode Gamle Folketing en ‘must-hear’-podcast. I programmet inviterer Huxi Bach ex-folketingspolitikere ind i studiet for at diskutere de aktuelle emner på Christiansborg.  
Små hverdagsproblemer Podcast med Paprika Steen, der rådgiver lytterne om deres små hverdagsproblemer. Det er på mange måder et typisk brevkasseprogram. Paprika Steen er livsklog og har stor erfaring i at være menneske, hvilket skinner igennem i podcasten.
Fodbold FM Med denne podcast kan du blive endnu klogere på fodbold. Hvis du lytter til samtlige episoder af Fodbold FM, kan du uden problemer skrive fodboldekspert på CV’et.
Iværksætterhistorier Hvis du er nysgerrig på hvordan succesfulde iværksættere startede deres forretning, er denne podcast lige noget for dig. Her fortæller iværksættere detaljeret historien om hvordan de kom igang og helt frem til hvor de er i dag.
OldTrafford.dk Podcast Mathias Helbo og Svante Wettergren står bag denne podcast, hvor de røde djævle fra Manchester United dyrkes. Enhver United-fan vil elske denne podcast, der bringer insider-viden, som de færreste United-fans kender til.
Radiofortællinger Et P1-program med krøllede, storslåede og hemmelige historier. Indholdet spænder vidt og bredt, og man kan høre alt fra personlige beretninger og højspændt drama, til godnatlæsning, telefonbeskeder og røverhistorier.
Fodboldministeriet Fremragende fodboldanekdoter, gode analyser og masser af grin leveret af Landsholds-Lars og Christian Wolny. En uformel og ekstremt informativ podcast om fodbold.
De flaske 9’ere – En dansk Premier League podcast En podcast, der går i kødet på Premier League. Rundens resultater drøftes, der leveres analyser af høj faglig kvalitet, og værterne kommer med deres forudsigelser på, hvordan de næste runder udspiller sig.
Her Går Det Godt En podcast med Esben Bjerre og Peter Falktoft, også kendt som Monte Carlo-drengene. De har flere Gyldne Mikrofoner på CV’et og er ubetinget nogle af Danmarks dygtigste radioværter. I Her Går Det Godt tager de ugens vigtigste nyheder fra deres liv og den store verden under kærlig satirisk behandling. Det er sjovt, underfundigt og informativt.
Spørge Jørgen En podcast med national koryfæet Jørgen Leth, der har så god en stemme, at han kunne sige hvad som helst, og så var dette lytbart. Det er dog ikke bare, hvad som helst den mand siger. Det er ofte rigtig interessant. Spørge Jørgen er en brevkasse med Jørgen Leth, hvor alverdens emner behandles, blandt andet døden, livet, sport og gastronomi.  
Klassikere Genfortalt 1 Første sæson af Klassikere Genfortalt, som er en podcasts, hvor de store romanklassikere tages under kærlig behandling. En række forskellige danske forfattere inviterer indenfor i deres yndlingsromaner og beskriver levende og intenst, hvorfor disse romaner har gjort indtryk.
Mikrofonholder Et program, hvor to danskere mødes et sted ude i landet og taler om det, som de brænder for. En podcast for dem, der elsker passionerede fortællinger, som man hurtigt fortaber sig i.
Supertanker For dig, der kan lide et filosofisk perspektiv på nærværende og relaterbare emner. Et program, der giver stof til eftertanke og refleksion.
Monte Carlo I manges øjne er Monte Carlo et af de bedste radioprogrammer, der er lavet de sidste ti år. Bag programmet står Esben Bjerre og Peter Falktoft, der spider enhver, der fortjener det.
Mennesker og medier Ugens mediehistorier analyseres grundigt. Dette krydres med kritiske, konkrete og kontante interview med mediernes magthavere.
Musikquizzen Ikonisk program med Kenneth K, der quizzer danskerne i alverdens musik. Få udviklet din musikviden ved at lytte til Musikquizzen.
Danskerbingo I dette program får lytterne mulighed for at efterlyse alskens typer såsom en dansker, der er blevet befamlet af et dyr. Herefter forsøger værterne Andreas Kousholt og Jacob Weil at finde disse typer. Du får gode og sjove historier i Danskerbingo, og du chokeres utvivlsomt af, hvilke typer danskere der findes.

Sådan laver du din egen podcast

Det bliver mere og mere populært at lave sin egen podcast, og der kan være mange forskellige anliggender til at begynde at podcaste. Man kan blandt andet begynde at podcaste med formålet: At brande sig selv og træne ens sociale færdigheder. Man lærer rigtig meget ved at lytte til sin egen stemme, og efter et par måneders træning vil man opleve, at man er blevet markant hurtigere i tanke og handling, og at man formulerer sig væsentligt bedre. Dette er egenskaber, som man også kan nyde glæde af uden for podcast-studiet. 

Derudover kan man også lave en podcast med henblik på at brande sin virksomhed. Hvis man ejer et PR-bureau, kunne man meget passende lave en podcast om kommunikation og tendenser i PR-verdenen. Når folk søger navnet på din virksomhed og ser, at I podcaster, vil en stor del sikkert lytte til podcasten, hvori I demonstrerer, at I mestrer jeres faglige felt. Tilmed bekræfter I via podcasten, at virksomheden består af virkelige mennesker, for podcast er et yderst intimt medie, hvor personligheder får lov at skinne igennem.

Hvis du går med en drøm om at blive radio- eller tv-vært, er det også en rigtig god idé at starte din egen podcast. Her får du lov at prøve dine kompetencer af, og hvis du bliver ved, vil du uden tvivl blive så god, at du en dag er attraktiv for radiostationerne.

Godt…

Der er altså mange argumenter for at podcaste, men hvordan kommer man i gang? Lad os trinvis gennemgå, hvilke overvejelser du skal gøre dig, og hvilke tiltag du skal iværksætte, når du skal lave en podcast.

Find på koncept og tema

Start med at stil dig selv følgende spørgsmål: Hvad skal min podcast handle om?

Svaret på dette spørgsmål er ofte betinget af podcastens formål. Hvis du vil brande din virksomhed, så giver det nærmest sig selv, for så skal podcasten handle om virksomhedens interessefelt. Hvis du derimod vil brande dig selv via podcasten, er der lidt flere valgmuligheder. Ønsker du at give lytterne et alternativt nyhedsoverblik? Vil du nørde bøger og serier i din podcast? Skal der tales om kunst?

Mulighederne er uendelige!

Hvis du ikke på forhånd er et kendt navn, kan der være visse fordele forbundet med at vælge at podcaste om et emnefelt, som mange har interesse i. Hvis du for eksempel vælger at podcaste om film, vil du automatisk tiltrække en masse lyttere, der deler denne interesse med dig.

Du skal også overveje podcastens format, herunder længde, stil og antal af værter. Vil du have en gæst ind hver weekend, kræver det, at du har et stort netværk og bruger mange timer på rekruttering og planlægning, og det skal du være bevidst om. Lav en oversigt, hvor du tager stilling til ovenstående områder, for så får du plan for forløbet og ved dermed, hvordan du skal disponere dine kræfter.

Find på et navn

Når du har udtænkt et koncept og et format, skal du finde et navn til din podcast. Navnet må meget gerne sige noget om, hvad podcasten indeholder, da det potentielt kan lokke folk med interesse i podcastens temaer til at lytte. Det er dog ikke et krav. Hvis du laver en podcast i virksomheds øjemed, giver det måske god mening at virksomhedens navn indgår i navnet på podcasten på den ene eller anden måde, da formålet jo formentligt er at brande virksomheden.

Udstyr

Nu har du styr på navn, koncept og format og kan dermed flytte fokus til den tekniske del. Der er mange måder at afvikle en podcast på. Jeg vil anbefale, at du køber USB-mikrofoner, medmindre du har en plan om, at I skal være rigtig mange værter i studiet ad gangen. Hvis du køber USB-mikroner, kan du let tilslutte tre mikrofoner til samme computer og styre disse med en digital mixer på computeren.

Hvilken USB-mikrofon bør du så købe? Det afhænger udelukkende af dit behov. Jeg anbefaler, at du bevæger dig ind på YouTube, hvor du kan høre folk teste de forskellige mikrofoner.

Jeg kan dog anbefale USB-mikrofoner fra RØDE, som er et yderst respekteret brand. Køber du en USB-mikrofon herfra, kan du være sikker på at få kvalitet og ren lyd.

Sådan optager du din podcast

Når du har købt udstyr, er du næsten klar til at optage din podcast. Hvis du udelukkende har tilsluttet en mikrofon, er det yderst let, men hvis du har tilsluttet flere USB-mikrofoner, er det nødvendigt, at du downloader og installerer en digital mixer, så mikrofonerne får samme lydudgang.

Jeg anbefaler programmet Virtual Audio Cable, der kan hentes her. Siden, du lander på, ser lidt suspekt ud, men jeg garanterer, at du ikke bliver snydt. Programmet koster et par hundrede kroner, men du hente en gratis prøveversion og teste, om det er noget for dig.

Med dette program kan du let sørge for, at dine mikrofoner har samme lydudgang. Programmet er yderst intuitivt, og jeg gætter på, at du hurtigt gennemskuer, hvordan det virker. Har du brug for assistance, er der en del fine guides på nettet, blandt andet denne YouTube-guide.  

Du skal naturligvis også bruge et program til at optage din podcast. Her vil jeg anbefale Audacity, da dette er gratis og formentlig lever op til dine behov. Audacity tillader også, at du klipper i dine lydoptagelser, så hvis du laver fejl undervejs, kan du let klippe disse ud.

Er din podcast en montage, der stiller store krav til klippearbejdet, er det dog sandsynligt, at Audacity vil frustrere dig en smule, da klippefunktionen ikke er vildt vellykket. Her vil du nok få mere glæde af enten Hindenburg eller Cool Edit. Disse programmer koster dog penge.

Hvis du vælger Audacity, skal du naturligvis vælge den rette lydindgang. Hvis der blot er tale om en mikrofon, skal du finde den. Ellers skal du finde den lydudgang, hvorpå du har samlet mikrofonerne.

Audacity - sådan laver du din egen podcast

Sådan udgiver du din podcast

Så! Nu har du skudt første episode, og du føler den sidder lige i skabet. Fra en mand, der har været i branchen en del år, kan jeg sige, at det gør den næppe… Men det betyder ikke, at du ikke har potentiale. Du skal bare blive ved og ved og ved, så skal du nok komme til at beherske mediet.

Din første episode skal naturligvis ud i podcast-søen. Det skal være muligt at lytte til dig på alle relevante platforme, for det er sådan, man bliver hørt. iTunes og Tunein er de allervigtigste, så sørg for at få din podcast derind! For at komme derind skal man lave et feed, og det kan være en smule besværligt.

Dog kan man betale sig fra det, og det koster ikke alverden. Hvis du opretter en profil på Blubrry og følger de trin, som du bliver anvist, udarbejder de feedet for dig. Ydermere hoster de dine episoder. Blubrry giver dig tilmed statistikker, så du kan følge med i, hvor mange der downloader dine podcast-episoder.

Har du en WordPress-side, kan du bruge følgende plugin: Seriously simple podcasting, som vil håndtere podcast-feedet for dig.

Når podcast-feedet er lavet, skal du hente iTuntes. Når du har installeret dette program og åbnet det, skal du ind i podcast-sektionen. Når du er her, kan du ude til højre trykke ‘send en podcast’.

sådan laver du din egen podcast

Når du trykker her, beder den om et feed. Du indsætter linket til feedet, og hvis du har gjort alt rigtigt, vil din podcast være at finde på iTunes i løbet af få dage.